Two Worlds

Kort og hårdt:Two Worlds er ikke dårligt, men bestemt heller ikke det bedste spil på markedet indenfor genren. Faktisk kan det bedst anbefales, som et mulighed for de, der har gennemført Elder Scrolls: Oblivion og andre af rollespils-sværvægterne, men stadig hungrer efter mere af samme skuffe.
Du er en helt - du ved det bare ikke endnu. Faktisk ved du ikke rigtig hvad du er, ud over en dusørjæger, hvis søster er blevet taget til fange af en ond magt. Du må derfor ride ud i en verden befolket med alskens ondskab i forsøget på at redde hende. Undervejs vil dine handlinger støbe hvem du er, i takt med, at du bliver viklet ind i intriger og begivenheder, der let får dig til at miste fokus på din overordnede mission.Ærke-traditioneltLyder indledningen bekendt? Så har du garanteret spillet et lignende rollespil tidligere. For lad os slå fast med det samme: Two Worlds viger ikke en tomme fra de konventioner den moderne rollespilsgenre bygger på. Det er i sig selv er ikke et kritikpunkt, for det samme gør sig gældende for de seneste udgivelser i Elder Scrolls-serien, Morrowind og Oblivion, men disse spil har til gengæld andre kvaliteter, der skiller dem ud fra mængden. Det er her Two Worlds største problem ligger - der er ganske enkelt ikke noget, der får det til at skille sig ud. Og det er faktisk synd, for Two Worlds har ellers en masse at byde på.
Først og fremmest er spillet let at gå til. Efter at have lavet en karakter, der på grund af historien kun kan være af hankøn, bliver du via en cutscene indført i Two Worlds fantasy-verden, Antaloor. Interfacet er umiddelbart genkendeligt for de af os, der har spillet et af Bethesdas flagskibe, Blizzards Diablo II, eller endda et af de MMORPG-spil, der oversvømmer markedet i øjeblikket. Kampsystemet er også ganske enkelt, og mere tilgivende end f.eks. Oblivions. Der er nærmest tale om en blanding af Oblivions præcisions-system og de matematiske formularer, der afgør kampe i spil som World of Warcraft, og følgeligt savner kampene noget af intensiteten fra Oblivion og FPS-spil, uden at de dog reduceres til ren automatik. På denne baggrund, er du hurtigt i gang med at udforske (og myrde), hvad udviklerne fra Reality Pump, har befolket verdenen med.


Et hurtigt kig på de enorme sorte områder på kortet, fortæller, at verdenen er af ganske betragtelig størrelse. Endnu en sammenligning med Oblivion vil falde ud til dette spils fordel, men ikke med meget, og du vil ganske afgjort bruge meget af din tid med at rejse mellem spillets forskellige områder. Heldigvis kan du markant nedsætte din rejsetid ved at rejse på hesteryg, men du skal være forberedt på frustrationer, for din hest har en ufattelig evne til at sidde fast i træer - ja ikke i kronen, men i barken, de går i øjeblikkelig symbiose, og er ikke til at skille ad igen. Spillets første fire patches (der medfølger på CD) har endnu ikke afhjulpet dette problem. Når du så sidder der og sparker sporene i hestens flanker til ingen verdens nytte, kan du jo ligeså godt bruge et øjeblik på at nyde omgivelserne, for grafikken er bestemt en af spillets stærke sider. Bevares, animationerne virker til tider lidt kluntede, men landskaberne er ofte helt fantastiske, ligesom detaljerigdommen er i top, hvis du har et grafikkort, der kan trække det. Faktisk kræver spillet en del af dit system, så hvis din maskine ikke som minimum kan leve op til de rekommanderede specifikationer, så glem alt om Two Worlds.
Vidste du: ...at Harold Faltermeyer, der har lavet musikken til spillet Two Worlds, også er kendt for musikken til filmen Top Gun og temaet "Axel F" til Beverly Hills Cop?
Som der blevet hintet til i indledningen, så bliver man let afsporet fra sin overordnede mission om at redde sin søster. Dette er en naturlig følge af spillets åbne verden. I stil med Oblivion, har du næsten fuld bevægelsesfrihed og vil undervejs møde masser af mennesker og andre skabninger, der ønsker din hjælp med diverse problemstillinger. Disse missioner er generelt ret traditionelle; hent en genstand fra et specifikt hulekompleks, slå en banditleder ihjel, eller rens ud i ulvebestanden. Det interessante ligger ikke i de enkelte missioner, men mere den bagvedliggende historie, der dog til tider er en tynd kop te. Det kan være en god idé at tage sig tid til at løse disse ikke-plotrelaterede missioner af flere årsager. Først og fremmest er det en glimrende måde at skaffe sig bedre udstyr på, og som vi alle ved, er udstyr alfa og omega i et spil som dette. Du kan desuden kombinere genstande, og derigennem gøre dem mere kraftfulde, eller give dem specielle evner, som eksempelvis at gøre et våben mere virkningsfuldt mod udøde væsener. Nok så vigtigt er det, at mange af disse missioner vil ændre din status hos en (eller flere) af spillets faktioner. Opnå en god status, og du bliver belønnet med udstyr og/eller rabatter hos den pågældende faktions handlende, men ved at øge din status hos en faktion, risikerer du at skade din status hos en konkurrerende faktion. Det kan være lidt af en balancegang at vurdere hvilke faktion, der bidrager med mest til din valgte spillestil. Den tredje grund er den traditionelle i rollespilssammenhæng, nemlig at udvikle din karakter.
Som tidligere nævnt, er det dine handlinger og valg, der former din karakter. Efterhånden som du løser missioner og dræber fjender, forbedres din karakters evner - hvilke er op til dig. Det står dig også frit for, om du skal være en godhjertet eller grufuld skikkelse i Antaloor, alt afhængig af hvilke faktioner du allierer dig med, og hvilke missioner, du vælger at gennemføre. Du kan vælge at specialisere dig i brug af buer og armbrøster, og hjælpe de fattige, og derved etablere en Robin Hood-lignende karakter, eller sætte ild til bøndernes kvæg med ødelæggende magi, eller hvad som helst derimellem. Målet forbliver det samme, midlerne er op til dig. Og heri ligger vel spillets primære appeal, fordybelsen, for selvom det hele er set før, så er der masser af timers underholdning for de, der ikke har noget imod mere af det samme.


På samme måde, som f.eks. det gode gamle Diablo, har Two Worlds en begrænset multiplayer. Spillet er ikke et online rollespil som sådan (i hvert fald ikke et af den slags, som man normalt kalder et online rollespil - f.eks. World of Warcraft eller Lord of the Rings Online), men Two Worlds byder faktisk på muligheden for at spille sammen med op til otte venner over internettet. Dog vil jeg ikke anbefale, at man køber Two Worlds for at spille online. Der er masser af andre spil, der byder på bedre og mere underholdende online spil end Two Worlds, så multiplayer-delen af spillet skal primært ses som en ekstra bonus-feature.
Dybest set er Two Worlds en samling af det gode fra Oblivion - bare uden samme geniale charme og fantastiske underholdningsværdi. Spillet formår ikke helt at fange spilleren på samme måde, som Oblivion gjorde og det kan ikke rigtig konkurrere på funktionalitet eller variationen. Spillet er, som nævnt, ikke direkte dårligt. Det er bare heller ikke supergodt. Ergo kan man, hvis man er stor fan af genren og løbet tør for andre spil at rive i, sagtens blive underholdt af Two Worlds. Har man endnu ikke spillet Oblivion vil jeg nok anbefale man bruger sine penge på det i stedet og lader Two Worlds stå på spilhylden lidt endnu.