Nyt videokamera genkender ansigter

Panasonic lancerer nyt videokamera med ansigtsgenkendelse. Det er også verdens letteste og mindste.
Af Søren Dilling Print Send
Nederst er kameraet uden harddisk, der dermed er nede på en vægt på 275 gram. Det øverste har en harddisk på 60 GB.
Et videokamera, der genkender ansigter, indspiller video i fuld HD-billedkvalitet og samtidig er verdens mindste og letteste kamera, er på vej ud i butikkerne.

Bag videokameraet står japanske Panasonic, der sammen med nye kameraer fra Sony bliver de første i verden til at tilbyde ansigtsgenkendelse i et videokamera.

Finder automatisk alle ansigter
Funktionen gør, at kameraerne automatisk finder alle ansigter på billederne og ud fra disse tilpasser eksponering, kontrast og hudtoner, så ansigterne står helt skarpt – noget man måtte indstille manuelt i tidligere modeller.

Teknikken er tidligere kendt fra still-kameraer men ikke hidtil i videokameraer.

Vægt på 275 gram uden harddisk
Med målene 6,5 x 6,7 x 12,6 cm og en vægt på 275 gram er Panasonic SD9 verdens mindste og letteste videokamera.

En forklaring på det er, at SD9 lagrer informationen på et SD- eller et SDHC hukommelses-kort, hvilket giver fire timers indspilning i bedste kvalitet, hvis hukommelseskortet er på 32 GB.

Til gengæld skal kortet så lige købes, og 32 GB koster i øjeblkikket i omegnen af 1.400 kroner men er væsentlig billigere i mindre udgaver.

Stødsikker teknologi
Fordelene ved lagring på hukommelseskort er, at kameraet bliver mere stødsikkert, fordi man undgår den følsomme finmekanik, som et kamera med lagring på DVD-skiver eller harddisk kræver.

Mens SD9 udelukkende indspiller på hukommelseskort, så er en anden Panasonic-model, der er på vej på markedet, HS9, en såkaldt hybridmodel.

Den kan både indspille på den 60 GB store harddisk eller på et hukommelseskort. Ved indspilning på harddisken kan HS9 rumme 7 timers materiale i HD-kvalitet, men selvfølgelig mange flere timer, hvis man går på kompromis med billedkvaliteten.

Prisen for de to kameraer ligger på cirka 6.800 kroner for modellen uden harddisk og 8.500 kroner med harddisk. De ventes i butikkerne i begyndelæsenm af april.

0 comments: