Ny Alliance: Licensforslag endnu ikke en del af vores partiprogram

Ny Alliances folketingskandidat Morten Bay tog fildelingsamfundet på sengen i sidste uge, med et forslag om en fildelingslicens som vil give ret til at downloade og videredistribuere musik-filer. Det viser sig desværre, at forslaget ikke er Ny Alliance-politik, og forslaget har endnu ikke været diskuteret i det nye parti.

Morten Bay lover ellers i en pressemeddelelse, at han som nyvalgt folketingspolitiker, vil arbejde for en licens som vil tillade at downloade og videredistribuere musik, men Ny Alliances politiske chef Ingrid Reumert siger, at forslaget ikke har været diskuteret i partiet, og at det ikke er en del af Ny Alliances partiprogram. Hun mener dog, at partiet vil se på forslaget med åbne øjne.

IFPI vender sig ikke overraskende imod forslaget, selvom direktør Jesper Bay takker for den politiske interesse for en abonnementsordning. Jesper Bay finder forslaget ugennemtænkt ift. mulighederne for at downloade materiale som ikke er omfattet af licensaftalen, og ikke mindst mener han ikke at der er behov for at videredistribuere materialet.

Morten Bay understeger overfor Piratgruppen, at forslaget ikke er diskuteret i Ny Alliances "Folketingsgruppe", men pressemeddelelsen er godkendt af den politiske ledelse, og ligger efter Morten Bays opfattelse i naturlig forlængelse af partiets kulturpolitik. Direkte adspurgt, bekræfter Morten Bay, at forslaget vil give licensholdere ret til at distribuere musikfiler til hinanden via f.eks. P2P-netværk, og der er altså lagt op til en styrkeprøve mellem Ny Alliance og IFPI på netop dette centrale spørgsmål.

Morten Bay har foreslået en pris på 75 kr. om måneden, hvilket han betegner som et oplæg til diskussion, og samtidigt vurderer han løst, at man vil kunne inkludere film og tv-serier i licensen for en samlet pris på under 250 kr. om måneden.

Se mere på : http://www.piratgruppen.org/spip.php?article853

0 comments: